Blog

Øg din webshops konverteringsrate – tre tips

Som hjemmeside- eller webshopejer er et af de vigtigste parametre for, hvordan forretningen går, konverteringsraten, der viser hvor stor en procentdel af dine besøgende, som rent faktisk gennemfører et køb. Konverteringsraten svinger meget fra branche til branche og afhænger af et væld af faktorer såsom produktets pris, konkurrencen og dine handelsbetingelser. Der en række ting, du kan fokusere på, hvis du ønsker at forvandle flere besøgende til betalende kunder. I denne artikel kigger vi på tre områder, som undersøgelser påpeger er afgørende for dine konverteringer. 

 

Et strømlinet købsflow

 

I forbindelse med konverteringsoptimering er det ganske essentielt, at du sætter dig i kundens sted – du skal tage udgangspunkt i, at du aldrig har besøgt din webshop før. Er købsflowet intuitivt? Har du gjort det nemt og bekvemt for den besøgende at sondere dit sortiment, putte varer i indkøbskurven og gennemføre betalingen? Det er en rigtig god idé at lave et ”roadmap” for dit website, der i korte træk beskriver, hvorledes du påtænker at få kunden fra A til B. Vær proaktiv og gør brug af aktive henvendelser såsom ”køb her” eller ”bestil nu” – på denne måde opfordrer du den besøgende til at handle og viser, hvordan vedkommende kommer videre i bestillingsprocessen. 

 

Gå dit indhold efter i sømmene

 

En undersøgelse fra FDIH viser, at 81 % af de adspurgte danske webshoppere er tilbøjelige til at fravælge en netbutik, såfremt produktbeskrivelser eller produktbillederne er for ringe. Et britisk studie understreger dette – her konkluderede man, at 54 % ikke ønskede at handle på en webshop udelukkende grundet stave-, slåfejl eller grammatiske fejl. Selvom langt de fleste sandsynligvis ikke bider mærke i en fejl eller to, bør du alligevel tage sprog, semantik og kommatering alvorligt, hvis du ønsker at øge din konverteringsrate. Er du ikke selv en ørn til ord, kan du med fordel overveje at alliere dig med en korrekturlæser. Dine tekster betyder ufatteligt meget – både ift. at engagere dine kunder, men også i relation til dine placeringer i Googles søgeresultater.

 

Fremhæv dine USP’ere

 

Hvad gør din forretning bedre end konkurrenten? Dine USP’ere (Unique Selling Points) er de helt særlige og unikke kendetegn ved din virksomhed, som danner selve grundlaget for dens eksistens. Ønsker du at øge dit salg, bør du sørge for klart at kommunikere hvilke fordele, der er forbundet med at vælge dig og dine produkter. Har du lynhurtig fragt, uhørt lave priser, eller tilbyder du en helt enestående kundeservice, der i sig selv gør produktet dobbelt så meget værd? Formuler dine kerneværdier med så få ord som overhovedet muligt, og undgå overflødige floskler – ja, alle har høj kvalitet, men i forhold til hvem? Såfremt det kan lade sig gøre, bør du målrette dine USP’ere mod den primære målgruppe. Spiller pris, levering eller noget helt tredje den største rolle for dem? Forsøg desuden at være så konkret som overhovedet muligt og hold dig til få og forståelige salgsargumenter. Man kan ikke være god til det hele, og forsøger du alligevel at favne bredt, risikerer du at blive halvdårlig til størstedelen.